i aftenskæret kribler hun med sol
og krabber kravler tyst mod breddens grader
fra glas og skrig jeg padler stærk til ro
hun kysser stille lungens vilde farver
så triller tåre dyb på kind af kys
så blid som kid så skarp en gløden blød
fra kernen skyder stjerner død med lyst
mit blod er rejst som fugl i luftens skød
et pulsår sammensmeltet knoglens hast
jeg spiser tidlig sol og vågner klart
hun bryster dråbers kåber bort med klask
jeg fór i sky med morgenmund i bart
nu spiser hun en andens ord forstår
jeg intet nu er alt et evigt skår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar