ind mellem det vaakumpakkede lys
kiler kraften sig ud gennem linjerne
kiler kræften sig ud gennem viljerne
vælger virkeligheden fra i et sprængfarligt øjeblik
og så går hun med bare tæer
over guldbroen hinsides Nekselø
hendes runde skikkelse rettes ud
og jeg kan se hende gennem kikkertens etui
øjeblikke forsvinder og kun fornemmelsen
er tilbage, hendes hånd der er halvvejs lam
jeg hviler i sorgens gullige ro
vælger erindringen fra, for den er grøn
og sådan glemmer jeg den grønne have
hendes raspende stemme
og historierne
og således glemmer jeg det aldrig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar