På bedstefars afdøde sofa stak vi hænderne
mellem sprækkerne efter femmere tiere og ofte
var der sedler sagde han men der var intet
af værdi kun i dag en rigdom af nostalgi
hans furede arrede ansigt og tynde krop fuld af levet
liv lå kraftigt afkræftet hen med elskede omkring
og blandt at være sig selv tro altid
lærte han os at sulten er bedre end mæt
at nysgerrighed på livet aldrig stopper
så min mor med gennemblødte kinder i øjnene
nu kan jeg altså ikke mere
solen brændte igennem den morgen
igennem hospitalets tusind refleksioner
alting virkede håblyst mens
bedstefar sank sammen som stilhed i havet
og tog sit sidste åndedrag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar