Mens København larmer
laver hun lydløse ringe i vandet
ved sortedammen med tæerne deres
hænder er blevet til
en hånd, hendes ånd
er der når hun ikke er der
der er uendeligt meget
at komme efter snakker han
om hende men
det bliver for sindssygt
at følge efter hende
hun siger han siger hende
han siger hun siger ham
med blødt ansigtskød der bevæger sig
uden lyd af struber blot
mundvand og ømhed
gnider deres udtryk dem
mod hinanden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar